3 gode råd til videofremvisning

14 Juni 2020
Har du brug for nogle gode råd til din næste videofremvisning?
Vi er alle på en stejl læringskurve og skal finde ud af at bruge nye værktøjer til at mødes virtuelt. Det gælder selvfølgelig også, hvis du vil fremvise din bolig til en potentiel køber, hvor I ikke kan mødes ansigt-til-ansigt.
Her kan du i stedet vise din bolig ved hjælp af video, som du sender til interesserede købere. Du bruger bare din telefons videofunktion. Eller du kan vælge at sende ‘live’ fra din bolig via FaceTime (hvis du har en iPhone eller iPad) eller Messenger (åbn Facebooks private beskedfunktion – se efter kamera-ikonet i højre, øverste hjørne), hvor du gratis kan ringe til køberen med video på. Både FaceTime og Messenger er som sagt ‘live’, så der skal du være ekstra godt forberedt:-).
Hvilket bringer os til første punkt på vores “Gode-råd-til-videofremvisning”-liste:
WeBricks 3 gode råd til at præsentere din bolig på video:
1. Sæt dig ned og lav en plan
Hvor vil du begynde med at filme ved/i din bolig? I hvilken rækkefølge skal de efterfølgende rum/steder præsenteres i videoen? Hvad vil du fremhæve hvert sted? Starter du i haven, skal du på forhånd gøre dig klart, om køberen dernæst skal præsenteres for din flotte terrasse, eller den statelige hoveddør og entré. Gå bogstaveligt talt ruten igennem på forhånd. Og sørg for, at det hele står pænt og rent – kameraet skal ikke uforvarende kunne fange ukrudt i haven eller et par gamle underbukser på badeværelset 🙂
2. Hvad skal der siges?
Skriv ned, hvad du skal huske at fremhæve ved din bolig. Har du lige malet soveværelset? Er der lydfri skuffer i køkkenet? Varme i gulvet? Spritnyt redskabsskur eller en flot køkkenhave? Så er det bare med at få det sagt. Skriv sætningen ned og sig det højt, så finder du ud af, om det er mundret eller snørklet formuleret. Få evt. en anden til at høre dig i det. Du kan selvfølgelig også sende en videopræsentation af boligen uden lyd. Men husk at sætte telefonen på lydløs, så man ikke kan høre det, hvis du pruster op ad trapperne. Sender du ‘live’ via Messenger eller FaceTime, så kan du ikke undgå at have lyd på og snakke imens, ellers bliver det meget mærkeligt for køberen at overvære.
3. Sæt dig i køberens sted
Faktisk er dette tredje og sidste råd til videofremvisning det allerførste du bør overveje, inden du går i gang med punkt 1. For hvad der er vigtigt for dig at fremhæve, er ikke nødvendigvis vigtigt for køber at høre. Sæt dig ind i på forhånd, hvem den potentielle køber af din bolig er. Er det et par med en lille hund, eller en stor familie, som er allergiske overfor kattehår? Så skal du målrette din fremvisningsvideo og tale til dem. Dvs. du skal sørge for at fremhæve alt det, som du ved, de vil lægge vægt på ved deres potentielle nye hjem.
Så inden du præsenterer køber for din video, skal du starte med at ringe eller skrive og spørge lidt diskret ind til dem, og hvad de er på udkig efter i en bolig. Derudover kan du så byde på alt det ekstra, som du er særlig stolt af ved din bolig, og som adskiller den fra alle de andre i området. Det kan fx være, at den er arkitekttegnet, har nogle unikke materialer. Måske er den energirenoveret og bæredygtig med et lavt varmeforbrug. Det kan være, den ligger helt ugeneret, som det eneste af de 10 andre huse på villavejen, at du har været den eneste ejer, eller der er et utroligt godt naboskab. Dybest set alt det, som du selv har nydt igennem årene, og som du nu er klar til at give videre.
Hvis du er i tvivl om noget, tager du bare fat i os på kundeservice@webrick.dk eller eller ring til os 31505701. Vores support-telefon er åben alle hverdage fra 9-15, hvor vi står klar til at hjælpe.